I forbindelse med Hofteatrets 250 års jubilæum i 2017 blev en gammel drøm opfyldt. Efter flere års forundersøgelser kunne scenografen Christian Tom-Petersen fuldføre et stort og minutiøst arbejde med at bygge en smuk og detaljerig model af Hofteatret, som det så ud indvendigt og udvendigt ved åbningen i 1767. Modellen (1:30) viser i fuld udstrækning Hofteatrets imponerende sal og scenerum med kulisser, loftsdekorationer, lysekroner osv. Scenens dekoration er lavet efter teatermaleren Peter Cramers skitser til det franske syngestykke Annette et Lubin, andre dekorationselementer efter Hofteatrets første teatermaler Jens Pedersen Lunds skitser. Modellen af Hofteatret anno 1767 kan ses i det grønne rum bagest på Hofteatrets balkon.
Christian Tom-Petersen har i en årrække studeret Hofteatrets interiør og rum – installationer, vægge, gulve og det store loft – i detaljer, foruden de lokaler, der ligger op til Hofteatret og rummer Folketinget og De Kongelige Stalde. De fysiske studier er suppleret af farvearkæologiske studier og og byggehistoriske forhold, herunder grundige analyser af 45 regninger fra håndværkerne, der var involveret i indretningen af Hofteatret. Christian Tom-Petersen har ydermere studeret andre historiske teatre, der er jævnaldrende med Hofteatret. For scenetekniske forhold gælder det bl.a. Drottningholm Slotsteater og Helsingør Teater. For salens vedkommende Teatro di Corte della Reggia di Caserta ved Napoli, Teatro Scientifico i Mantova og Cuvillies Teatret i Munchen.
Lysdesignet er udført af Tiantec ved Tue Selmer Friborg. Arbejdet er finansieret af Fonden Jørgen Hansen Kochs mindelegat. Se denne fine billedvideo om Hofteatermodellen, fyldt med detaljer, der viser Christian Tom-Petersens minutiøse arbejde med modellen: