Lige i de dage, ved indgangen til juli, da Danmark overtog EU-formandskabet stillede Bornholms Teater sin teatervogn op på Christiansborg Ridebane lige foran det stadig lukkede Hofteater. For fulde gardiner og midt i højsommeren opførte de deres nye gadeteater-inspirerede familieforestilling, Danish Clown eller Den politiske Pølsemand – en sjov, satirisk og tempofyldt gendigtning af Ludvig Holbergs Den Politiske Kandestøber fra 1722, den første danske komedie om politik. Det var en lille teaterrevolution i 1722 og det var det igen her i 2025. Det var gratis og der var fyldt til sidste bænkeplads. Det var et par pragtfulde dage på Christiansborg Ridebane – og en del af de mange udenlandske turister, der passerede forbi stoppede op og smilte med.
Hvad handlede det om? Pølsemanden Herman er voldsomt interesseret i politik. Han taler ikke om andet og laver videoer til nettet, hvor han kommenterer på det meste. Han har en stor følgeskare – fordi han taler direkte til folk, i et sprog de kan forstå. En politisk spindoktor opdager Herman og får ham lokket til at stille op som kandidat for partiet. I en rus bliver han valgt og ved et mirakel borgmester. Nu skal han til at forholde sig til politik på en anden måde end gennem sine one-liners. Det går naturligvis fuldstændig galt …
Informations ANNE MIDDELBOE CHRISTENSEN skrev: "Skuespillerne Jesper Riefenstahl og Ernesto Piga Carbone spiller alle rollerne med klar komik og lynomklædninger. Deres makkerskab funkler. De spiller hinanden gode – og endnu sjovere – når de kaster sig ud i komediens lattervækkende typer. Og de får forestillingen til at buldre dynamisk af sted".
Læs også hele iscene.dk's anmeldelse "Pølsen bliver serveret med stilsikker føl'se i Danish Clown" her

”Hver en borgerforening og by vil i den kommende tid få muligheden for at opleve Jens Svane Boutrups teaterrevolution med gadeteater fyldt med gas, grin og gylle. (...) De to skuespillere Ernesto Piga Carbone og Jesper Riefensthal spiller samtlige roller og fik under premieren i Musikhuzets gård hele publikum til at klappe begejstret med til løjerne på scenen.” Bornholms Tidende, 7. juni 2025
