Fredag 5. marts 2021 slukkede vi for strømmen, slog alarmerne til og låste dørene af. Tilbage lå Hofteatret helt og aldeles tømt for alt indhold, genstande og inventarer for første gang i 100 år, siden Teatermuseet flyttede ind i 1922. Ja, måske har Hofteatret aldrig været så tomt i sit mere end 250-årige liv. Men som en sagde det: "Men stedets ånd er stadig mærkbar". Og sådan er det ellers sjældent med tomme huse. Vi vil gøre alt for at få stedets ånd og historie med ind i fremtiden. Konservatorerne vil nænsomt restaurere, hvad restaureres skal, så patina stadig vinder over forfaldet og de mange historier, der alt for længe har været gemt i vægge og interiører kan liste frem.
Følg her fotografen Tine Beks fotoserie fra arbejdet i Hofteatret. Billedrækken starter med en række enestående fotos af det helt tømte og tomme Hofteater primo marts 2021, før håndværkere og konservatorer rykkede ind. Og så løber den ellers nedad og kronologisk fremad.
Følg også projektarbejdet i Hofteatret og Teatermuseet i Hofteatrets virke udenfor Hofteatret i lukkeperioden her på siden iøvrigt – eller endnu bedre: tilmeld dig vort nye Nyhedsbrev, som udsendes efter anledning, så er du opdateret. » tilmelding her
» se også Julie Born Schwartz' stemningsfulde kunstvideo om Teatermuseet i Hofteatret før det lukkede her
Arsenik & gamle tapeter
Mange kender sikkert Joseph Kesselrings klassiske forestilling Arsenik & gamle kniplinger, der bragede igennem på Broadway i 1941, og som siden har været spillet på danske scener flere gange. Forestillingen handler om to ældre tanter, der hjælper ældre mænd af med deres triste liv ved at byde dem på hyldebærvin tilsat arsenik.
Arsenik er et ualmindeligt giftigt bekendtskab, som både har været anvendt til at slå mennesker og rotter ihjel. Dog blev det tilbage i 1700- og 1800-tallet også anvendt til at farve alverdens ting grønne – herunder stearinlys, legetøj og tapeter. Vel at mærke inden man var bekendt med, hvor giftigt stoffet var. Arsenik har det med at hobe sig op i det skjulte i organerne, indtil man dør af det.
Det, der var Hofteatrets omklædningsværelse i teatrets storhedstid i starten af 1800-tallet, blev også iklædt arsenholdige tapeter. De forblev på væggene, helt indtil direktør Peter Christensen Teilmann flyttede ind i det gamle værelse for her at indrette sit kontor.
Mistanken om arsenik i tapeterne affødte en analyse, som var klar: Tapetets farvestof var Scheelegrønt og kunne potentielt afgive giftige gasarter, som ville være sundhedsfarlige, hvis ikke ligefrem dødelige.
De grønne tapeter fra det tidlige 1800-tal havde imidlertid også kulturhistorisk værdi som et element i fortællingen om Hofteatrets bygnings- og kulturhistorie. Så selvom tapeterne på væggene skulle fjernes, fik tapetet på døren ind til rummet lov at blive siddende. Døren skulle nemlig gemmes med sigte på konservering, så den sidenhen kunne vises frem som en kulturhistorisk reminiscens og formidles for kommende besøgende.
Myten om det grønne tapet havde altså hold i virkeligheden, og nu udgør den endnu et kapitel i den moderne fortælling om Hofteatrets bygnings- og kulturhistorie – den fortælling, som vi glæder os til at dele med offentligheden, når Hofteatret genåbner.
