Den internationalt anerkendte videokunstner Julie Born Schwartzs stemningsfulde film om Hofteatret og Teatermuseet i Hofteatret er nu tilgængelig online. Filmens varighed er 30 minutter, men kan sagtens ses i uddrag eller små bider.
Julie Born Schwartzs film er en poetisk og meget stemningsfuld billedfortælling om det mere end 250 år gamle Hofteater, hvis interiører gemmer på så mange historier. En del af dem dukker op i glimt gennem små indslag fortalt af Teatermuseet i Hofteatrets personale, med museumsinspektør emerita Ida Poulsen i spidsen, foruden scenograf Christian Tom-Petersen, operaformidleren Henrik Engelbrecht og farvekonservator Astrid Grinder-Hansen. Den anerkendte komponist Louise Alenius har skrevet og produceret musikken til filmen, som understreger både filmens og Hofteatrets enestående historiske atmosfære.