ny indgang
Ankomst og adgang

Nyt og gammelt mødes på ny. De der hidtil har været på Hofteatret, har benyttet den imponerende trappe ved Christiansborg ridebane nr. 18. Trapperummet er ikke en del af det oprindelige bygningsinteriør og Hofteater. Trappen blev bygget ind i en sektion af De kgl. Stalde og der blev tilføjet små kontorrum over den. Trappen blev bygget midt i 1850'erne, i de år hvor Frederik 7 og Grevinde Danner brugte og beværtede Hofteatret og gav teaterentreprenøren H.W. Lange lov at sætte en sæson med skuespil og kgl. skuespillere op på Hofteatrets scene. Det blev en kæmpesucces (i Sjællands-Posten 13/8 1855 stod der: "Huset var forøvrigt propfuldt, og det hedder endog, at alle Billetterne vare udsolgte et Par Dage førend Forestillingsaftenen") – og de penge, Lange tjente på det, gjorde ham efterfølgende istand til at etablere Folketeatret.

Dengang var der altså brug for bedre ankomst- og adgangsforhold. Det har der så igen været i årtier. I begyndelsen af 2000-tallet havde man planer om at genskabe adgangen fra den smukke ovale spindeltrappe, der er en del af det oprindelige interiør, men er lukket for adgang. Samtidig forestillede man sig, at den store adgangstrappe skulle beholdes som flugtvej og udstillingssted. Det blev ikke til noget, men der kom dog rød løber på trappen. Nu skabes der så endelig med det store istandsættelses- og restaureringsprojekt nye og bedre – moderne – ankomst- og adgangsforhold for både personale og besøgende med elevator, toiletter, garderober, butik og en lille café.

Samtidig genskabes oplevelsen af det oprindelige mere end 300 år gamle interiør, hvor spor af De kgl. Stalde, der har været gemt væk i mere end 170 år, nu kan ses igen. De originale marmorsøjler træder frem af væggene. Et indmuret hestetrug bliver en del af caféen. Og ikke nok med det. Et stort ovalt vindue, der gav kig videre ind i staldene, er nu blevet fritlagt, så man kan se ind til hestene, mens man nyder en kop kaffe.

ovalt vindue ind til staldene
herognu
herognu
udvidet ankomstområde
Ædetrug til heste
Indmuret søjle
herognu